-
Danske aktier på vej opad igen: Stiger 0,4 procent
Source: BDK Finans / 08 Apr 2025 03:22:02 America/New_York
De største danske aktier har fået alvorlige klø de seneste dage og uger i forbindelse med indførslen af told på varer, der importeres til USA. Men tirsdag lysner det for det danske C25-aktieindeks, der omfatter de 25 største og mest handlede selskaber på den københavnske fondsbørs. Aktieindekset åbner handelsdagen i grønt med en foreløbig stigning på 0,4 procent. 20 af de 25 selskabers aktiekurser ligger fra morgenstunden i plus for dagen. Vestas og Bavarian Nordic fører feltet an med stigninger på omkring to procent, mens Pandora omvendt er tre procent nede. Dermed følger C25-indekset i kølvandet på de japanske aktier, der tirsdag morgen dansk tid lukkede med en samlet stigning på 6,0 procent. Stigningen kommer blandt andet efter, at Japans premierminister, Shigeru Ishiba, annoncerede, at man vil arbejde for at få nedbragt den amerikanske told på japanske varer. Også Hang Seng-indekset i Hongkong ser ud til at vende rundt i kølvandet på de seneste dages massive fald. Indekset er mandag morgen 1,8 procent oppe i forhold til mandagens lukkeniveau. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/danske-aktier-paa-vej-opad-igen-stiger-04-procent